85-årig bilist overså knallertkører

politi2En 38-årig knallertkører måtte en tur på skadestuen, da han søndag ved middagstid kørte ind i en bil i krydset ved Oddervej og Moesgård Allé, fremgår det af politiets døgnrapport. Han havde fået en flænge i benet.

En 85-årig kvinde skulle svinge til højre ved Moesgårds Allé, men hun overså knallertkøreren på cykelstien, der kørte ind i hendes bils højre side. Den 38-årige blev kørt med ambulance på sygehuset for at få behandlet flængen i benet.

En 57-årig mandlig bilist troede, at han ved midnatstid natten til søndag risikofrit kunne foretage en u-vending midt på Silkeborgvej i Åbyhøj – over fuldtoptrukne dobbelte spærrelinjer. Han kørte imidlertid ind i en bil ført af en 19-årig mand.

Over for rødt uden hjelm

‘Østjyllands Politi har også i sin døgnrapport notere en enkelt spiritusbilist i Aarhus. Der er tale om en 45-årig mand, der søndag eftermiddag kørte på knallert på Silkeborgvej i Brabrand uden styrthjelm. Desuden kørte han over for rødt i krydset ved Tinesvej.

En politipatrulje så forseelserne, og manden blev stoppet. En udåndingsprøve afslørede, at han var spirituspåvirket, og han blev anholdt og fik senere taget en blodprøve.