Butikstyv kom straks 30 dage i fængsel

politi2AARHUS: En 42-årig mand fra Polen blev fredag ved et grundlovsforhør idømt 30 dages fængsel for butikstyveri i Bilka i Tilst – en såkaldt straksdom. Derefter bliver han udvist af landet, besluttede dommeren.

Da han torsdag ved middagstid ville gå gennem kasselinjen med en müslibar på rullebånden og en stor sort taske over skulderen, blev kasse assistenten mistænksom.

Den 42-årige blev bedt om at åbne tasken, og det viste sig, at der i tasken lå varer fra butikken for næsten 7.200 kroner. Varerne lå i en russerpose – en pose foret med stanniol, så butiksalarmerne ikke ville reagere.

Der var i løbet af torsdagen flere tilfælde af butikstyveri, der blev opdaget. Sidst på eftermiddagen kom der en anmeldelse fra Fakta i Risskov. Kort tid efter var det Føtex Guldsmedegade, der henvendte sig til politiet, mens det ved 19-tiden var Sport 24 i Bruun’s Galleri, der fik stjålet sportstøj.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.