Butiksejer kastede sodavandskasse efter røver

politi3En 46-årig butiksejer på Søren Frichsvej i Aabyhøj kastede torsdag aften en kasse sodavand efter en røver, der lige før kl. 20.00 kom ind i hans forretning. Derefter flygtede gerningsmanden.

Der var tale om en cirka 15-16 årig dreng, der havde en elefanthue over hovedet og en kniv i venstre hånd, som han truede med, da han kom ind i forretningen. Han råbte, at der var tale om et røveri.

Butiksejeren tog straks kassen med sodavand og kastede den efter røveren. De røveren forlod forretningen, satte han sig op bag på en knallert, som en medhjælper holdt i gang uden for forretningen. De to forlod straks området.

Gerningsmanden beskrives om cirka 160 centimeter høj, spinkel af bygning og af mellemøstlig udseende. Han var iført en sort trøje eller jakke med lynlås og mørkeblå joggingbukser. Han medbragte en rød/hvid plasticpose.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner eller folk, der kan genkende gerningsmanden ud fra signalementet. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.