Lystrup er i de seneste dage ramt af en bølge af indbrud. Dagligt siden weekenden har der været ubudne gæster i mindst otte tilfælde – fortrinsvis i dagtimerne, mens beboerne er væk hjemmefra. Onsdag var der to nye indbrud.
Det er specielt området nord-øst for parken mellem Hovmarken og Indelukket, der er plaget af indbrud i dagtimerne. For at skaffe sig adgang bliver døre eller vinduer brækket op.
Onsdag var der et indbrud i Rønnehaven og et i Solbærhaven, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport torsdag formiddag. Det er anden gang, at der er indbrud i Rønnehaven og tredje gang i Solbærhaven.
Døre opbrudt
I Rønnehaven blev der stjålet to bærbare computere af mærkerne Asus og Toshiba, en tablet af mærket Ipad, et Tommy Hilfinger-ur og et antal smykker. Gerningsmændene skaffede sig adgang ved at bryde en dør op.
Det var også en dør det gik ud over, da gerningsmændene skaffede sig adgang til boligen i Solbærhaven. Her blev der stjålet en bærbar computer af mærket Sony og en af mærket Asus samt et kamera.
Indbrud i dagtimerne
I begge tilfælde er indbruddene sket efter at beboerne forlod boligen om morgenen eller om formiddagen og indtil der er kommet nogle tilbage først på eftermiddagen.
I weekenden var der også indbrud i en bolig i Rønnehaven. Derudover har der været indbrud hos to naboer i Solbærhaven, et indbrud i Birkehaven samt et indbrud på Elsted Skole og i en virksomhed på Skæringvej.
Tidligere på året var der også en del indbrud i Lystrup. Dengang skete det flere weekender i træk, hvor der ofte var to eller tre indbrud i boliger ikke langt fra hinanden. I løbet af de seneste måneder har der ikke været registreret ret mange indbrud – indtil nu.
Østeuropæiske bander
Østjyllands Politi oplyste forleden, at man denne sommer har oplevet en stigning i antallet af indbrud i huse, og at politiet mistænker østeuropæiske tyvebander for at stå bag de fleste indbrud.
Syv procent af alle indbrud i private boliger bliver opklaret.