Det tidligere Moesgård Museum er under forandring. Det vil fremover være et topmoderne forsknings-, undervisnings- og studiemiljø for Institut for Kultur og Samfund, ARTS, Aarhus Universitet.
Derudover er der nu etableret helt nye konservatorfaciliteter for museet. 1. etape af de nye studie- og undervisningsfaciliteter er for kort tid siden indviet, og de arkæologi- og antropologistuderende, forskere, undervisere og konservatorer har indtaget det ombyggede og renoverede herregårdsanlæg, hvor bl.a. det aarhusianske arkitektfirma Arkitema har medvirket.
”Jeg håber, at I deler begejstringen sammen med mig for de her fantastiske nye lokaler, hvor de studerende både får stillet grupperum og stillerum til rådighed”, sagde dekan Mette Thunø i sin tale ved indvielsen.
“Det er helt i tråd med vores fokus på studiemiljøet, hvor vi i stigende grad lægger vægt på, at der er faciliteter til stede, så de studerende kan arbejde sammen og ikke hver for sig, og at de har mulighed for at arbejde på stedet og ikke behøver at tage bussen herud og bussen hjem efter endt undervisning”.
Rammerne er blevet bedre
Anna Kathrine Bisgaard, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema, der har stået for ombygningen, fortæller at de mange nye undervisningsrum, grupperum, åbne “study lounges”, kantinemiljøet og ikke mindst de udendørs faciliteter tilbyder et bredt spekter af faciliteter for de studerende og for mødet og dialogen mellem de studerende, underviserne og forskerne.
“Vi er virkelig tilfredse med resultatet – et helstøbt universitetsmiljø, udviklet på meget kort tid,” siger hun.
“At det er lykkedes, skyldes ikke mindst det gode samarbejde alle parter imellem. Og endelig er vi meget glade for, at universitetet i forlængelse af byggeopgaven, bad os udvikle indretnings- og inventarkonceptet, en vigtig brik i universitetsmiljøets funktionalitet og samlede identitet.”
De studerende bliver på Moesgård
Institutleder for Institut for Kultur og Samfund, Bjarke Paarup, var også begejstret ved indvielsen.
”Hvis I går en tur rundt i bygningen, vil I kunne se, at de studerende sidder alle mulige steder,” sagde han ved indvielsen.
“Det er en helt ny situation på Moesgård. Sådan har man aldrig kunnet før, og sådan bør et studiemiljø være. Udover at Moesgård er og bliver et spændende sted, er det også et smukt sted. Vi har fået nogle lokaler, som kan give nogle gode rammer for faglighed og fest”.
Universitetsmiljøet er udviklet af Arkitema, Erik Einar Holms Tegnestue og Viggo Madsen i tæt samarbejde med brugerne, og med stor fokus på fleksibilitet, multifunktionalitet, materialer, dagslys, akustik, atmosfærisk indeklima, Learning Commons samt stedets og herregårdsanlæggets unikke arkitektur og historie.
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Viggo Madsen A/S
***********************
Omskrevet pressemeddelelse fra Arkitema.