Aarhusianske firmaer skal fejre Sydney-operaen

To aarhusianske firmaer er med, når Kulturstyrelsen og det danske generalkonsulat i Sydney med udstillingen “Danish Design at the House” fra den 25. oktober er med til at fejre sydneyoperaens 40 års fødselsdag down under.

Det er brillestelsfabrikanten Lindberg og lampefabrikanten Lightyears, der med deres specialprodukter er med på udstillingen, der samtidig er et eksportfremstød for dansk design.

Derudover deltager Scanpan fra Ryomgård, der bl.a. producerer gryder og knive, også i udstillingen, ligesom Nordisk Company fra Silkeborg, der bl.a. sælger telte og soveposer, også er blandt de 25 deltagende danske virksomheder.

Et bærende element i udstillingen er dog dansk arkitektur.

Udstilling i operaen

Udstillingen, som er arrangeret af arkitekterne Gerard Reinmuth (AU) og Karen Kjærgaard (DK), er placeret i de seks dybe vinduer i operahusets Western Foyer. Til hvert enkelt vindue har der endvidere været tilknyttet en dansk arkitekt og en dansk kunsthåndværker. Arkitektekterne har skabt en særlig installation til hvert vindue inspireret af Utzons værker og tanker.

Hvert vindue har sit eget tema, som er: “materiality”, “craft”, “technology”, “human”, “pragmatism” og “desire”. I hvert vindue bliver produkter fra danske designvirksomheder præsenteret for et australsk publikum.

Kronprinsparret kommer til åbningen

Den officielle åbning af udstillingen foretager kulturminister Marianne Jelved (R) og Kronprinsparret vil også være tilstede.

”Vi er rigtig glade for at have fået muligheden for at præsentere en udstilling af dansk design i Operahuset,” siger direktør i Kulturstyrelsen Anne Mette Rahbæk.

“Operahuset er en fornem repræsentant for dansk arkitektur og forbindes af mange australiere med Danmark. Det er en helt unik ramme. I udstillingen fører vi den stærke danske designtradition op til nutiden ved at kombinere klassikerne med nye innovative produkter og kunst i en samlet tematisk fortælling om kvaliteterne i dansk design.”

God platform

“For de deltagende danske designvirksomheder er der tale om en unik platform for branding,” understreger Anne Mette Rahbæk.

“Vi håber, at de deltagende virksomheder kan bruge platformen i deres kommercielle arbejde. Operahusets ønske om at lave en dansk designudstilling bekræfter os i, at dansk arkitektur, design og kunsthåndværk har en stærk stemme i global sammenhæng. Danmark er stadig et foregangsland, når fokus er på sammenspillet mellem kvalitet, funktionalitet og æstetik.”

Operahuset i Sydney, der er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon, har hvert år 8,2 millioner besøgende. Under udstillingsperioden fra den 25. oktober til den 11. november opererer Operahuset i Sydney med et estimeret besøgstal på 1 mio.

Eksportrådet og Statens Kunstfond har støttet fremstødet med henholdsvis 600.000 kr. og 300.000 kr.

Kulturstyrelsen første erhvervsfremstød for kultur

Det er første gang, Kulturstyrelsen står i spidsen for et erhvervsfremstød for kulturerhvervene med støtte fra Eksportrådet.

Operahuset i Sydney har inviteret Danmark til at deltage i den officielle 40-års fejring af Jørn Utzons verdensberømte arkitekturværk.

Kronprinsparret er inviteret af Operahuset i Sydney som protektorer for jubilæet, som finder sted fra den 20. – 28. oktober 2013. Fejringen tager afsæt i bygningens danske rødder og sætter fokus på nye generationer og nye talenter via en række kulturelle arrangementer med deltagelse af danske og australske kunstnere, arkitekter og designere.

Danske samarbejdspartnere er udover Kulturstyrelsen og Generalkonsulatet i Sidney Statens Kunstfond, DR, Bikubenfonden samt Danmarks Ambassade i Australien.

(Delvis på baggrund af pressemeddelelse fra Kulturministeriet)