Der bliver nu etableret parkeringspladser forbeholdt delebiler 10 forskellige steder i Aarhus.
I løbet af den kommende tid bliver der sat skilte med teksten ”Delebil med licens Aarhus” op ved 10 parkeringspladser forskellige steder i Aarhus.
Dermed bliver et stort ønske fra delebilklubberne opfyldt.
”Det glæder mig, at vi kan imødekomme ønsket fra delebilklubberne. Interessen for delebiler er stigende, og særskilte parkeringspladser til delebiler vil formentlig blot understøtte den udvikling,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.
Samarbejde med LetsGo
Arbejdet med udpegning af parkeringspladser m.m. er sket i samarbejde med delebilsklubben LetsGo. Ifølge organisationen erstatter hver delebil, der sættes på gaden i Aarhus, i gennemsnit fem privatejede biler, hvilket betyder, at der også frigøres parkeringspladser til andre bilister.
”Det betyder, at vi for alvor kan få gang i delebilordningen i Aarhus,” siger Bjarke Fonnesbech, direktør i Delebilsfonden LetsGo.
“De nye p-pladser gør det endnu mere bekvemt for vores eksisterende medlemmer at bruge bilerne, fordi de kan være sikre på at få en parkeringsplads, og det er i sig selv en rigtig god nyhed. Men det betyder også, at ordningen bliver mere attraktiv for potentielle nye medlemmer. Det kan på længere sigt være med til at reducere trængselsproblemer og forurening i Aarhus midtby.”
Gratis parkering
Delebiler med delebillicens parkerer gratis på de 10 parkeringspladser, og licensen ophæver eventuel tidsbegrænsning.
I forbindelse med vedtagelse af parkeringspolitik 2012 vedtog Aarhus Byråd, at der i den kommende periode skal etableres mindst 20 parkeringspladser forbeholdt delebiler. Dette skulle ske i samarbejde med Aarhus Delebilklub, som er en del af LetsGo.
Til en begyndelse er der fundet 10 egnede pladser, og der vil løbende blive etableret yderligere pladser forbeholdt delebiler.
De første 10 parkeringspladser etableres følgende steder:
1. Thorsvej
2. Ingerslevs Plads
3. Janus La Cours Gade
4. Ny Munkegade 123
5. Helge Rodes Vej
6. Præstevangsvej
7. Viby Torv
8. Regenburgsgade
9. Frederiksbjerg Torv
10. Vorregårds Allé