LYSTRUP: En ældre kvinde, der bor i Lystrup, bad torsdag den 19. juli sidst på formiddagen to personer – en kvinde og en mand – om at forsvinde, da de opsøgte hende på hendes bopæl for at spørge om vej til hospitalet.
Hun fornemmede, at der var “ugler i mosen”, da de kontaktede hende, fremgår det af politiets døgnrapport fredag.
Hun havde nemlig mødt dem i Superbrugsen kort forinden, hvor de havde stået bag hende ved kassen. Manden havde peget på en pengeseddel på gulvet, som han sagde var den ældre lystrupborgers, men hun vidste, at hun ikke havde tabt nogen pengeseddel og ville derfor ikke samle den op.
Politiet formoder, at der var tale om et forsøg på tricktyveri, fremgår det af den offentliggjorte døgnrapport, og opfordrer til at være meget opmærksom, hvis man skulle få en tilsvarende henvendelse.
De to personer beskrives som østeuropæiske af udseende, brune i huden og med sort hår. De talte begge dansk med accent.
Manden skønnes at være mellem 30 og 35 år samt 160-165 cm høj. Han er kraftig af bygning og var iført en sort jakke og sorte bukser. Desuden havde han et landkort med sig.
Kvinden er lidt yngre – måske mellem 25 og 30 år. Hun er omkring 150-155 cm høj og almindelig af bygning. Hun havde også en sort jakke og sorte bukser på.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis man har oplysninger, der kan have noget med sagen at gøre.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.