Der er noteret tre tilfælde af alvorlig vold i midtbyen i Aarhus natten mellem lørdag og søndag i Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport. Værst er et tilfælde, hvor en 21-årig kvinde bliver overfaldet af to mænd, der beskrives som somaliske.
Kvinden bliver sparket i brystet af de to mænd, der desuden spytter på hende. Det sker i Skt. Clemens Stræde lidt før klokken 3.00 søndag morgen.
De to mænd beskrives som cirka 20 år og omkring 170 og 175 centimeter høje. Den ene havde en hvid trøje på, mens den anden var iført en blå hættetrøje.
Sparket i nakken
Derudover blev en 18-årig kvinde slået i ansigtet, så hun faldt om. Derefter sparkede gerningsmanden hende i nakken og løb væk fra stedet. Det skete ved halvto-tiden på Åboulevarden.
Endelig opstod der tumult i et diskotek på Åbouldevarden, hvor det endte med, at en 22-årig mand slog en 19-årig kvinde i ansigtet med en knytnæve. Det skete ved tre-tiden. Den 22-årige blev senere anholdt af politiet og sigtet for vold.
Politiet vil gerne i kontakt med vidner til begivenhederne på telefon 114.