AARHUS: En 37-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt en bøde på 40.000 kr. for at køre pirattaxa, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag den 15. januar.
Den 37-årige fik en bøde efter en politipatrulje stoppede den 37-årige med tre passagerer i bilen. Det skete en sen nattetime i februar for snart to år siden.
Politiet gennemfører jævnligt kontrol af biler midt om natten for at forebygge kørsel af pirattaxa.
Den 37-årige nægtede at betale bøden, og sagen endte derfor i retten.
Han påstod, at de tre passagerer var hans bekendte. De tre passagerer fortalte imidlertid, at de havde betalt 150 kroner for turen.
I retten forklarede den 37-årige, at han havde nægtet penge for turen, men “vennerne” havde insisteret på, at han skulle have penge for turen.
Det er ikke ulovligt som passager at sætte sig ind i en pirattaxa, men politiet advarer kraftigt imod, at man gør det. Politiet får rigtig mange anmeldelser om passagerer, der får stjålet deres kreditkort og større pengebeløb fra deres bankkonto efter en tur med en pirattaxa.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.