Politikerne i Aarhus Byråd er blevet enige om hvordan 136 mio. kroner til trafikforbedringer skal bruges i 2015. Der bliver tale om dels hurtige og dels mere langsigtede forbedringer på Viborgvej og på Ringgaden. Desuden bliver der også forbedringer for cyklisterne.
På Viborgvej skal der ske forbedringer ved tre vejkryds. Forbedringerne gennemføres i 2015 og 2016.
Derudover sættes der gang i en VVM-redegørelse, der senere skal gøre det muligt at udvide vejen til to kørebaner i hver retning fra motorvejen og frem til Ringgaden.
Derudover skal fremkommeligheden styrkes på Ringgaden – dels ved nogle forbedringer, der kan gennemføres næste år, dels ved at forberede en VVM-redegørelse, der gør det muligt at udvide Ringgaden fra Aarhus Å og Søren Frichsvej til ringgadebroen til seks spor.
Derudover skal der laves en forbedring af krydset hvor Genvejen ved Åbo ikke langt fra Kolt møder motorvejen. Det sker for at sikre en mere smidig trafikafvikling i myldretiderne på stedet.
Cykelparkeringshus
Dertil kommer bedre forhold for cyklisterne ved holdepladserne for den kommende letbane, samt en udbygning af de nuværende cykelruter – bl.a. Tilstruten – og et nyt cykelparkeringshus ved banegården.
Pengene til trafikinvesteringerne kommer fra kommunens salg af tilbagekøbsklausuler til boligforeningerne, der hermed får fuld råderet over de grunde, som de tidligere har købt af kommunen på favorable vilkår med en ret til byrådet om at købe grundene tilbage efter f.eks. 99 år.
Politikerne regner med, at salget i år og 2015 vil kunne give en indtægt på 136 mio. kr. og i årene efter cirka 50 mio. kr. om året.
Ingen udvidelse af Lystrupvej
Et af de ønsker om vejudvidelse, der ikke er blevet plads til i aftalen, er en udvidelse af Lystrupvej fra rundkørslen over Djurslandsmotorvejen til rundkørslen ved Viengevej.
Det er ellers et stort ønske i lokalområdet, at der sker en udvidelse af vejen for at sikre en bedre trafikafvikling i rundkørslen over Djurslandsmotorvejen om morgenen og om eftermiddagen.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.