Østjyllands Politi får nu hjælp fra medlemmer af organisationen Missing People Denmark i eftersøgningen af den 42-årige Mads Fisker Weiling, der forsvandt efter en julefrokost på en restauration i Skolegade sidste lørdag.
En snes frivillige deltog i eftersøgningen torsdag formiddag med udgangspunkt fra Hotel Comwell, hvor Mads Fisker Weiling forlod en taxa nogle få hundrede meter fra Skolegade, hvor han var steget på den nogle minutter forinden.
Eftersøgningen starter igen torsdag eftermiddag ved 15-tiden.
Politiet fortsætter deres egen eftersøgning på havneområdet, hvor der senest var liv i Mads Fisker Weilings telefon et par timer efter, at han forlod julefrokosten i Skolegade.
Onsdag ledte dykkere fra Aarhus Brandvæsen efter den 42-årige i havnen i Aarhus – uden resultat.
Politiet har også talt med et vidne, der så en mand ligge på vejen ved Hotel Comwell omkring det tidspunkt, hvor han forlod den taxa, der skulle køre ham hjem.