1340 nye ungdomsboliger i Aarhus

Rådmand for teknik og miljø Kristian Würtz (S) lover flere lyse nætter i Aarhus. Foto: Aarhus Kommune
Rådmand for teknik og miljø Kristian Würtz (S). Foto: Aarhus Kommune

Et forslag om placeringen af 1340 nye ungdomsboliger er på vej til politisk behandling i  byrådssalen på Aarhus Rådhus. Magistraten lagde mandag sidste hånd på forslaget før byrådet skal se på sagen.

Fragtmandscentralen i Aabyhøj, Godsbanen og Vejlby er blandt de områder, som ifølge en indstilling fra Teknik og Miljø, fremover skal lægge jord til nye ungdomsboliger.

”Aarhus er en attraktiv studieby, og det stiller store krav til os som kommune, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø.

“Med byggeriet af de mange, nye ungdomsboliger skaber vi bedre mulighed for, at endnu flere studerende kan leje en bolig, som de har råd til.”

2.500 ungdomsboliger ialt

Byrådet vedtog i forbindelse med budgetforlig for 2014 at fortsætte de senere års indsats for at opføre flere almene ungdomsboliger. Målet er sammenlagt 2.500 nye ungdomsboliger.

Placeringen af nye ungdomsboliger sker ud fra vurdering af, om boligerne også på længere sigt vil kunne udlejes. Udbygningen er prioriteret til central beliggenhed i forhold til midtbyen eller i forhold til større uddannelsesinstitutioner.

Kristian Würtz ser frem til, at arbejdet med at opføre de mange studieboliger bliver sat i gang.

En by for alle

”Aarhus skal være en by for alle,” siger han.

“Når vi bygger, skal vi sørge for, at byen også socialt hænger sammen. Det er for mig helt afgørende, at vi i vores fremadrettede planlægning sikrer en mere blandet beboersammensætning i både nye og eksisterende bydele. Det er derfor vigtigt, at vi ikke bygger de kommende ungdomsboliger i få og store enheder, men at vi derimod sørger for, at de bliver placeret i både større og mindre byggerier.”

Se den nøjagtige placering af ungdomsboligerne her.

(Redigeret pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.)