Vidner hjalp politiet med at fange indbrudstyve

politiVidner, der hurtigt anmeldte et indbrud i Højbjerg, var årsag til, at politiet kort efter kunne anholde fire personer og sigte dem for forbrydelsen. Den ene bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag eftermiddag.

Indbruddet skete ved 16.00-tiden på Saralystvej. Vidner så indbruddet ske, og de kontaktede straks politiet.

Da en politipatrulje kort efter nåede frem til Saralystvej, kunne vidnerne fortælle i hvilken retning en ung mand var forsvundet fra gerningsstedet. Han blev kort efter anholdt.

En anden gerningsmand blev anholdt i en bus, som han netop havde sat sig ind i. Det skete på baggrund af vidnernes signalement.

Senere blev yderligere to personer anholdt.

Efter endt afhøring blev tre af dem løsladt, mens politiet valgte at fremstille den sidste – en 18-årig ung mand – for en dommer ved et grundlovsforhør for at få ham fængslet, mens efterforskningen foregår – formentlig fordi han kan være involveret i andre indbrud.