Videooptagelser fældede hurtigt bankrøver

politi2En bankrøver var kun på fri fod godt en time efter at han mandag eftermiddag kort før kl. 14.00 begik et røveri mod Arbejdernes Landsbank i Bruunsgade i Aarhus.

Godt en time senere blev den 64-årige mand fra Tranbjerg anholdt i Vestergade. Betjentene genkendt ham fra billeder fra en videoovervågning, som hurtigt var blevet sendt rundt til politipatruljerne, der kørte i byen.

Den 64-årige havde dog skiftet tøj efter røveriet, og kort efter fandt politiet pengene fra røveriet i nærheden af det sted, hvor han blev anholdt.

Pistol i lommen

Ved røveriet sagde den 64-årige, at han havde en pistol i lommen, da han henvendte sig ved en kasse i banken. Han krævede at få udleveret penge.

Han fik det, som Østjyllands Politi i en pressemeddelelse kalder et større pengebeløb og forsvandt fra banken.

Hurtigt fik politiet udsendt et signalement af manden samtidig med at man fik lavet billeder fra videoovervågningen, som blev sendt ud til politipatruljer i Aarhus.

Den 64-årige bliver fremstillet for en dommer ved et grundlovsforhør tirsdag.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.