33 beboere på Møgelgårdsvej i Lystrup har skrevet under på en protest mod at der den 10. august starter en friskole i en spejderhytte på Møgelgårdsvej, som de har sendt til Aarhus Kommune.
De 33 protesterende er utilfredse med, at opstart af skolen ikke har været i høring hos beboerne.
Samtidig protesterer de, fordi skolen oprettes i lokaler, der tidligere har været lukket af Aarhus Kommune, fordi der var dårligt indeklima, skimmelsvamp og fugt – fremgår det af protestbrevet til kommunen.
Mere trafik
Desuden er de 33 beboere utilfredse med, at den nye skole betyder endnu mere trafik i området, som de mener er trafikeret nok i forvejen. De forventer også støj fra skolen, ligesom de mener, at skolen vil betyde mere aftentrafik i området.
Det er en forældregruppe med basis i Hjortshøj, der står bag opstarten af den nye friskole, der har navnet Børnenes Akademi. Der har været arbejdet på skolen i et par år, men det har været svært at finde en placering til skolen i Hjortshøj.
Derfor har skolen lavet en aftale om at bruge spejderhytten på Møgelgårdsvej i de første to år. Derefter er det planen, at der skal bygges en ny skole i Hjortshøj, når der bliver fundet en god placering til den.
Bygninger lå i landzone
Forældregruppen havde i forbindelse med jagten på egnede bygninger bl.a. fundet frem til tidligere landbrugsejendomme, som kunne bruges til skolen. Det afviste Aarhus Kommune, fordi de pågældende ejendomme lå i landzone.
Undervisningen På Børnenes Akademi foregår fra 0. til 6. klassetrin, der undervises i tre hold – 0.-2. klasse, 3.-4. klasse og 5.-6. klasse – altså som aldersintegreret undervisning.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
1 kommentar
Der er lukket for kommentarer.