Tre mænd i alderen fra 17 til 23 år forsøgte lige efter midnat natten mellem fredag og lørdag at bryde ind i en fyrværkericontainer ved Føtex i Skæring. De tre blev løsladt efter afhøring hos politiet.
Det var en årvågen nabo, der hørte støj fra området med containeren, som alarmerede politiet.
Da flere patruljer nåede frem var det tydeligt, at der havde været forsøg på indbrud, men gerningsmændene var væk.
To politihunde fik færten af de tre mænd, der blev anholdt ved Skæring Strand efter mellem to og tre kilometers snusen og opsporing gennem haver, småveje og stier i området.
De tre mænd er sigtet for indbrud.