Trafikanter standsede spritbilist

SKØDSTRUP: To bilister sørgede onsdag sidst på formiddagen for, at en 59-årig spritbilist fik standset sin kørsel på Grenåvej i Skødstrup.

En 45-årig mand standsede sin bil foran den 59-åriges spritbilists bil, da de nåede frem til rundkørslen ved Djurslandmotorvejen. Samtidig kørte en anden bilist – en 56 årig mand – tæt på spritbilistens bil bagfra, så han heller ikke kunne bakke.

Politiet blev tilkaldt, og de to mænd fik spritbilisten til at udlevere sine bilnøgler, så han ikke kunne køre fra stedet. Han steg samtidig ud af bilen.

En alkometertekst viste, at 59-årige var påvirket “et godt stykke over det tilladte”, som det formuleres i døgnrapporten torsdag.

Den 45-årige havde under kørsel på Grenåvej bemærket spritbilistens kørsel. Hans bil slingrede, kørte tæt på ham og kørte et par gange ud i rabatten.

Politiet roser i døgnrapporten de to mænds standsning af spritbilisten.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.