Tøserne uden drengene giver koncert i Aarhus

Maria Bramsen og Anne Dorte Michelsen giver koncert i Musikhuset. Foto: Kaika Music.
Maria Bramsen og Anne Dorte Michelsen giver koncert i Musikhuset. Foto: Kaika Music.

Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, de kvindelige medlemmer af 80-erbandet “Tøsedrengene” giver koncert i Musikhuset i Aarhus den 28. marts.

De to sangerinder var Tøsedrengenes oprindelige frontfigurer og sangerinder, og Anne Dorte Michelsen var med til at skrive de fleste af gruppens sange.

De to har nu samlet et hold af landets bedste musikere, drager på turné landet rundt og vil præsentere det som Tøsedrengene i sin tid stod for: Spilleglæde, krop og dans, sange og tekster, der rører og fanger.

“Indianer”, “Ud under åben himmel”, “Sig du kan li’ mig”, “Vi var engang så tæt”, osv, er sange,  som for længst har bevist, at de har alt det, der skal til for at blive stående som en del af den danske popkultur.

Seks år med “Tøsedrengene”

“Tøsedrengene” var et af firsernes første, største og mest toneangivende bands, og havde seks år med lige så mange udgivelser. Orkesteret gik i opløsning med et brag, og dets medlemmer spredtes for alle vinde, hvor de fleste siden har gjort sig bemærket solo eller i nye sammenhænge.

Men den dag i dag, er det Tøsedrengenes sange, der mere end noget andet står tilbage og fortæller om en tid, hvor poppen, rocken og det danske sprog tog en hel ny drejning og skabte en række af navne og bands, der i fælleskab stod for en meget succesfuld epoke i dansk popmusiks historie.

Tøserne giver i alt 13 koncerter. Den første den 5. marts i Kalundborg og den sidste i Støvring den 23. maj. Koncerten i Musikhuset den 28. marts holdes i Rytmisk Sal.