To telefon-svindlere fængslet

Retten i Aarhus. Foto: Østjyllands Politi.

AARHUS: To mænd blev torsdag den 29. januar varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aarhus sigtet for flere tilfælde af telefonsvindel over for ældre borgere i bl.a. Aarhus-området.

De to mænd, der er henholdsvis 27 år og 31 år, blev anholdt onsdag, efter der blev hævet penge fra en hæveautomat i Højbjerg med et hævekort, som kort forinden var franarret en 70-årig kvinde.

Ifølge sigtelsen har de to mænd flere gange i løbet af de seneste par måneder kontaktet ældre mennesker på deres telefon og lokket deres hævekort med pinkode fra dem.

Det er Østjyllands Politis afdeling for Økonomisk Kriminalitet, der står for efterforskningen, og her mener man, at der er flere gerningsmænd på fri fod. Derfor blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre.

“Vi har desværre set rigtig mange sager i de seneste år, hvor sagesløse ældre mennesker bliver bedraget af kriminelle, som udgiver sig for at være fra banken og narrer dem til at udlevere både kreditkort og kode. Vi er tilfredse med, at vi nu har fået stoppet nogle af de kriminelle, der begår den slags grove og organiserede bedragerier, og vi går målrettet efter at få fat i flere gerningsmænd,” siger vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen i politiets offentliggjorde døgnrapport.

Han opfordrer samtidigt til, at borgerne hjælper med at sprede budskabet om at være opmærksomme på den type svindel, hvor kriminelle udgiver sig for at være fra banken eller myndighederne.

Tidligere på ugen blev der i en lokal facebookgruppe fortalt om en del svindelopkald i Skødstrup-området.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.