Stjålet guldarmbånd fundet hos marskandiser

Retten i Aarhus. Foto: Østjyllands Politi.

AARHUS: En mand på 40 år er ved Retten i Aarhus dømt et år og tre måneders fængsel for fire tricktyverier i marts og juli 2018, fremgår det af en pressemeddelelse, som Østjyllands Politi har udsendt fredag den 9. november. Politiet fandt en af de stjålne genstande hos en marskandiser i Aarhus.

Tre af tyverierne skete den 15. juli i år i Viby. Et af tyverierne skete hos en 58-årig handicappet kvinde, der fik stjålet et guldarmbånd.

Den 40-årige er tidligere dømt for tilsvarende kriminalitet, hvor han solgte tyvekosterne hos marskandisere i byen. Efterforskerne kontaktede byens marskandisere og fandt guldarmbåndet i en forretning, hvor den 40-årige havde solgt det dagen efter tyveriet i Viby.

Han havde i forbindelse med handlen afgivet sit rigtige navn. Armbåndet var stadig i butikken, og det viste sig at være det stjålne armbånd.

Den 40-årige blev anholdt den 15. august. Han havde ingen fast bopæl, men ved at spore hans telefon fandt man frem til ham i et supermarked i Viby.

Den videre efterforskning kunne også knytte den 40-årige til et tilsvarende tricktyveri i Hadsten i marts måned.

Med i dommen er også en reststraf fra tidligere lignende tyverier begået i 2015.

Den 40-årige erkendte tyverierne og modtog dommen.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.