Skødstrup: Tre indbrud i løbet af onsdagen

politiDer blev i løbet af onsdagen anmeldt tre indbrud i boliger i skødstrupområdet til Østjyllands Politi, fremgår det af døgnrapporten. De skete alle i området nord for jernbanen i det sydlige Skødstrup.

De tre indbrud skete på Terosevej, Mosrosevej og Jadevej.

På Terosevej blev der knust en rude, og der blev stjålet en PH-lampe og nogle stole.

På Mosrosevej blev en dør brudt op, og der blev stjålet et nøglebundt med nøgler til bil og hus. Her var indbruddet sket mellem tirsdag kl. 12.30 og onsdag morgen.

Indbruddet på Jadevej var sket onsdag formiddag. Gerningsmændene var kommet ind ved at knuse en rude.

Der forsvandt en lang række elektronikprodukter: tre bærbare computere – en Macbook Air og to af mærket HP – en tablet af mærket Ipad, en dockstation til en Ipod, en spillekonsol af mærket Playstation med tre spil og en røremaskine af mærket Teddy Bjørn.

Det er første gang i flere måneder, at der er tegn på, at der har været en bande på spil i skødstrup-området, som har begået flere indbrud på en gang.

Politiet hører gerne fra vidner, der har observeret noget usædvanligt i området fra tirsdag middag frem til onsdag middag. Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.