Der er i løbet af søndagen anmeldt to indbrud i Skødstrup. De er sket i boliger på to veje tæt på hinanden – et indbrud på Vintergækvej og et indbrud på Kløvervangen.
Ved indbruddet på Kløvervangen blev der fjernet en PH Standerlampe og en pung med forskellige kontokort.
Samtidig havde gerningsmændene forsøgt at stjæle en loftslampe – også af mærket PH – men den var formentlig gået i stykker i forbindelse med at ledningen i loftet blev klippet over. Den var i hvert fald efterladt beskadiget.
Gerningsmændene skaffede sig adgang ved at knuse en rude og aktivere en indvending vrider.
Flere PH-lamper stjålet
På det seneste har der været flere indbrud i den nordøstlige del af kommunen, hvor der er stjålet PH-lamper. Det er blandt andet sket i Spørring og Hårup.
Indbruddet på Kløvervangen skete mellem kl. 3.45 og kl. 4.00. Det blev anmeldt kl. 11.00 søndag formiddag.
Midt på eftermiddagen blev indbruddet på Vintergækvej anmeldt. Det er sket i perioden mellem fredag den 30. oktober kl. 11.00 og søndag formiddag kl. 11.00.
Story manglede
Her har gerningsmændene skaffet sig adgang ved at bryde et vindue op. Udbyttet var en pung med penge og smykker af mærket Story.
Østjyllands Politi hører gerne fra borgere i området, der har observeret noget, der måske kan knyttes til de to indbrud – på telefon 114.
Læs også:
Trige: PH-lamper stjålet i Spørring
Hjortshøj: PH-lamper stjålet i Hårup
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.