Røveri mod Dagli’brugsen i Mejlby

To gerningsmænd slap væk med flere tusinde kroner, da de mandag aften ved lukketid begik røveri mod Dagli’brugsen i Mejlby. Foto: Østjyllands Politi.

MEJLBY: Kort før lukketid mandag aften begik to mænd røveri mod Dagli’brugsen i Mejlby.

En medarbejder var i færd med at gøre dagens omsætning i kontanter op, da to mænd pludselig kom ind i forretningen. Den ene beordrede medarbejderen til at åbne kassen, mens den anden bevæbnet med en kniv gik ud på lageret for at få en anden medarbejder til at åbne et pengeskab.

De to mænd havde flere tusind kroner med sig, da de forlod forretningen. Østjyllands Politi oplyser ikke i døgnrapporten beløbets størrelse.

Begge mænd beskrives som arabiske af udseende. Den ene er cirka 175 centimeter høj, kraftig og med kortklippet sort hår. Han var iført en mørkeblå Hummel-trøje, sorte Kappa-bukser og blå kondisko med hvid kant.

Den anden er cirka 180 centimeter høj og normal af bygning. Han havde en jakke på, der var sort omkring hætten og grå langs ryggen, sorte joggingbukser med hvid streg langs benene og sorte kondisko med hvid sål. Desuden var han delvist maskeret med sort halsrør op omkring munden og havde orange arbejdshandsker på.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner til røveriet eller folk, der kan have set noget i området ved Mejlby – eller andre steder – der kan have noget med røveriet at gøre. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.