Politiet på narkojagt i Malling og Tranbjerg

AARHUS: Særlig Efterforskning Vest, der holder til på politigården i Aarhus, slog tirsdag formiddag den 26. marts til flere steder i Jyllands med anholdelser og ransagninger i forsøget på at optrevle en større narkoring. Der blev blandt andet sat ind i Malling og Tranbjerg, fremgår det af en pressemeddelelse.

Ved Retten i Aarhus gennemføres der onsdag morgen et grundlovsforhør, hvor syv ud af de otte personer, der blev anholdt i forbindelse med aktionen, vil blive fremstillet for en dommer med et ønske om varetægtsfængsling.

De fremstillede er seks mænd og en kvinde med tilknytning til rockermiljøet i Aalborg, hvor narkoringen har base. De er i alderen fra 26 til 37 år.

Udover i flere byer i det nordjyske var politiet også i aktion i Horsens Og Rødekro.

“De anholdte sigtes for i forening at handlet med en større mængde hård narkotika,” siger politiinspektør Brian Olsen, der er leder af Særlig Efterforskning Vest. 

“Aktionen i dag er et led i vores indsats mod rocker-bandekriminalitet.”

Anklagemyndigheden vil bede om at få grundlovsforhøret holdt for lukkede døre. Derfor ønsker politiet ikke at oplyse mere om sagen i øjeblikket.

Særlig Efterforskning Vest er en tværgående enhed, der arbejder med sager om organiseret kriminalitet på tværs af politikredsene på Fyn og i Jylland.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.