AARHUS: Østjyllands Politi har fredag formiddag anholdt en 55-årig mand, der sigtes for en række blufærdighedskrænkelser i bybusserne i Aarhus den seneste tid. Han fremstilles lørdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Han er foreløbig sigtet for ti forhold, men politiet afviser ikke, at der kan komme flere i den kommende tid.
Politiet mener, at det er den 55-årige, der i flere tilfælde har sat sig ved siden af yngre kvinder i busserne. Han har derefter kommet med komplimenter, og har befølt dem på arme og ben, så det er flygtet fra bussen.
Nogle episoder er også sket ved busstoppesteder.
Den første anmeldelse kom lørdag i sidste uge, og siden er der kommet flere anmeldelse til politiet – både for nye forhold og for forhold, der ligger længere tilbage end lørdag.
Det er overvågningsbilleder fra bybusserne og flere vidneudsagn, der førte til, at politibetjente fredag formiddag kunne anholde den 55-årige mand.
“Oplysningerne har været meget brugbare for os, så en stor tak til alle vidner og forurettede for deres hjælp”, siger politikommissær Peter Grove Munk i en pressemeddelelse, som østjyllands Politi har udsendt om sagen.
Politiet regner med, at grundlovsforhøret vil blive holdt for lukkede døre.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.