En politipatrulje fra Østjyllands Politi havde succes med en tur til Lystrup onsdag eftermiddag. I løbet af kort tid blev det til to rapporter, da en bil og en motorcykel blev standset på Skårupgårdsvej, fremgår det af politiets døgnrapport.
En 23-årig mand kørte en smule underligt i en bil, så patruljen valgte at standse ham. Det viste sig at manden var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
Nogenlunde samtidig stoppede patruljen en også 23-årig mand på en motorcykel. Det viste sig, at han havde en tidligere dom, hvor han var frakendt retten til at køre motorkøretøj. Derfor venter der ham et retsligt efterspil.
Begge begivenheder er i døgnrapporten opført til at ske kl. 17.55.