Politiet fandt skunklaboratorium i lejlighed i Egå

Foto: Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland.

EGÅ: Mandskab fra Østjyllands Politi anholdte mandag den 29. november en 29-årig mand i Egå, der havde et skunklaboratorium i sin lejlighed, fremgår det af politiets offentliggjorte døgnrapport tirsdag.

Politiet mødte op på den 29-åriges bopæl, fordi man havde en formodning om, at der var narko på stedet.

Den 29-årige var ikke tilfreds med politiets ankomst. Han blev ophidset, og han nægtede at samarbejde om visitering og ransagning.

Han stak hænderne i lommerne og nægtede at tage dem op. Han blev derfor med det samme anholdt – og visiteret.

I den 29-åriges bil fandt politiet en papkasse med med poser og plastikbøtter med skunk. Derudover var der hampfrø og nogle LSD-mærker.

I et af værelserne i lejligheden blev der fundet et væksthus med lamper, pumpesystem og ventilator samt flere skunkplanter.

Den 29-årige er sigtet for besiddelse og fremstilling af skunk med henblik på videresalg.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Risskov på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.