Østjyllands Politi har natten til tirsdag anholdt tre polske mænd ved McDonald’s på Randersvej for cykeltyverier. Først på eftermiddagen blev de tre mænd, der er henholdsvis 26 år, 30 år og 32 år, fængslet i fire uger.
Anholdelserne skete, mens mændene var ved at skille tre mountainbikes ad og lægge delene ind i en polsk indregistreret bil.
Østjyllands Politi havde tirsdag morgen endnu ikke modtaget anmeldelser om de forsvundne cykler, og efterlyser derfor ejerne af en grå Cube, en hvid Trek og en blå Scott mountainbike, der formentlig er stjålet i trøjborgområdet i løbet af natten. Cyklerne har en skønsmæssig værdi på omkring 40.000 kroner.
Tidligere på aftenen havde politiet fået henvendelser fra to personer, der uafhængig af hinanden synes, at nogle mænd, der kørte rundt i en polsk indregistreret bil, viste mere end almindelig interesse for parkerede cykler på Skovvangsvej og Willemoesgade på Trøjborg.
På Skovvangsvej så vidnet en af mændene bære rundt på en hvid cykel, som blev langt ind bag i en bil.
Skilte cykler ad ved McDonald’s
I forbindelse med kørsel i området fik en politipatrulje øje på to mænd, der stod ved en container ved McDonald’s på Randersvej og var ved at skille to cykler ad – den ene af dem med en stor hængelås på baghjulet.
Mændene kunne ikke forklare, hvor cyklerne kom fra, og hvem der ejede dem. Lidt senere kom en tredje mand, og der blev fundet en tredje cykel, der endnu ikke var skilt ad, bag containeren.
De tre mænd blev kørt på politistationen, hvor de tirsdag formiddag var under afhøring ved hjælp af en tolk.
Den ene af de tre polakker kærede varetægtsfængslingen til landsretten.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
1 kommentar
Der er lukket for kommentarer.