Den gamle plastikfabrik ved rundkørslen på Sønderskovvej rives efter alt at dømme ned efter nytår, når byrådet har vedtaget en ny lokalplan for området, skriver JP Aarhus. Der skal blandt andet bygges et Jem & Fix-byggemarked på grunden.
Kommunen er færdig med den lokalplan, der skal gælde for området, der er 2,5 hektar stort, og den bliver sendt til politisk behandling i byrådet i august.
Når lokalplanen er vedtaget er det planen at bygge et Jem & Fix-byggemarked, en tankstation for Uno-X, en fastfood-restaurant og en kontorbygning på grunden, når de gamle fabriksbygninger er fjernet.
Offentlig høring
Hvis byrådet godkender lokalplanen, skal den sendes i offentlig høring i fire uger, hvor alle har mulighed for at komme med kommentarer til projektet. Derefter skal kommentarerne behandlings i administrationen, inden byrådet efter planen kan godkende lokalplanen endelig i løbet af januar måned.
Grunden ejes af Reitan Ejendomme, der er en del af den norske koncern, der også ejer bl.a. Rema 1000. Det var imidlertid ikke muligt at bygge en Rema 1000 på plastikfabrikkens grund på grund af kommuneplanen, men ejeren af grunden og kommunen er nu blevet enige om den lokalplan, der bliver sendt til politisk behandling.
Fællesrådet ville have bygningen væk
Fællesrådet i Lystrup har i flere år arbejdet for at få bygningen fjernet, som opfattes som en træls velkomst til bilister, der kører ind i byen ad Sønderskovvej. Ligeledes har borgere i Lystrup protesteret over byggeruinen, der har ligget, som den gør nu i ti år.
Desuden har bygningen flere gange givet anledning til en ophidset debat på facebookgruppen 8520 Lystrup.
For nogle år siden fjernede den daværende ejer knuste vinduer og andre ting, der kunne være til fare for en del unge fra Lystrup, der brugte tiden på at gå rundt i bygningerne. Det var for at de ikke skulle komme til skade.
1 kommentar
Der er lukket for kommentarer.