Nasar Khadar kommer til Lystrup

Naser Khader holder foredrag i Lystrup den 9. oktober.
Naser Khader holder foredrag i Lystrup den 9. oktober.

Det tidligere folketingsmedlem Naser Khader holder sammen med radiokollegaen Steen Nørskov torsdag den 9. oktober foredrag i Lystrup Kirke om den arabiske verden.

Foredraget er en del af menighedsrådets kirkehøjskole, hvor der i løbet af vinteren er fokus på “Verdens brændpunkter”.

Meningen med foredraget er at oversætte den arabiske verden til dansk. Tilhørerne får viden om baggrunden for de forandringer, der ses i området, ligesom de to foredragsholdere vil fortælle om den arabiske hverdag.

“Arabiske Stemmer”

De to foredragsholdere laver sammen det prisbelønnede radioprogram på P1 “Arabiske Stemmer”. Steen Nørskov har været korrespondent for DR i Mellemøsten.

Naser Khader stammer fra Syrien – født i hovedstaden Damaskus. Udover at arbejde som radiovært og politiske kommentator om forholdene i Mellemøsten er han tilknyttet Hudson Institute i New York.

Derudover har han siddet i folketinget, hvor han har repræsenteret tre politiske partier. Han blev første gang valgt som medlem for Radikale Venstre i 2001. Senere var han medstifter af partiet Ny Alliance, som han brød med efter kort tid. Efter en periode som løsgænger meldte han sig ind i Det Konservative Folkeparti. Han blev ikke genvalgt ved valget i 2011.

En billet til foredraget, der starter kl. 19.30, koster 50 kr. De kan købes hos kordegnen fra den 25. september. Der er 120 pladser til arrangementet.

Andre foredrag under temaet “Verdens brandpunkter” handler om Afghanistan. Normalt er kirkehøjskolens foredrag gratis.