Aarhus Kommune var ikke tilfreds med ansøgerfeltet, da der første gang blev slået en stilling op som leder på Lystrup Skole. Derfor genopslog kommunen stillingen endnu engang. Ansøgningsfristen udløber søndag.
Den nuværende leder, Steen Helles, fortalte lige efter skoleårets start, at han agtede at trække sig tilbage fra sin stilling den 1. februar. Derefter gik ansættelsesproceduren i gang.
Steen Helles har været ansat på Lystrup Skole i mere end tyve år. Da han for næsten 20 år siden overtog stillingen som skoleleder – stillingbetegnelsen var dengang skoleinspektør – havde han i en periode været viceskoleinspektør.
Det er ikke usædvanligt, at stillinger som skoleledere bliver genopslået. Det er stillinger med et stort ansvar og en stor arbejdsbyrde, som der ofte ikke er mange ansøgere til.
Stillinger som skoleleder aflønnes på skalatrin 51 med et tillæg på 30.000 kroner. Det svarer til en årsløn på næsten 600.000 kroner plus pensionsopsparing, fremgår det af stillingsopslaget.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.