Kiwi på Sønderskovvej i Lystrup har som den første discountbutik i Danmark fået tildelt et svanemærke. Det skete mandag den 26. januar, hvor miljøminister Kirsten Brosbøll (S) kom forbi for at overrække et diplom for tildelingen af mærket.
Normalt tildeles mærket til specielle produkter, hvis de hører til de mindst miljøbelastende inden for deres kategori. Men mærket gives nu også til virksomheder, hvor der arbejdes med miljøbelastning som en helhed.
Butikken i Lystrup er forholdsvis ny, og det har derfor været nemmere for Kiwi i byggefasen at tilrettelægge byggeriet, så man i forbindelse med den daglige drift har reduceret miljøbelastningen i forhold til etablerede forretninger.
Tildækkede kølemontre
Det sker bl.a. ved at have et forholdsvist lavt energiforbrug og en mere effektiv affaldshåndtering. Det er bl.a. årsagen til, at forretningen har tildækkede kølemontre.
Derudover har forretningen et bredt sortiment af økologiske og miljømærkede varer. Desuden bruges der f.eks. miljøvenlige rengøringsmidler, når der gøres rent i forretningen.
Svanemærket er altså ikke et økologimærke, men det tilstræbes hele tiden at skærpe miljøkravene til de produkter og virksomheder, der tildeles mærket. F.eks. kræver det, at tekstiler er økologiske for at de kan få mærket.
Ikke et fødevaremærke
Mærket tildeles ikke fødevarer, hvor der er en række andre mærker, der viser, om varerne er produceret under miljøvenlige forhold.
Svanemærket er et nordisk miljømærke, der blev etableret i 1989. Danmark kom med i ordningen i 1997.
Man kan læse mere om Svanemærket på www.ecolabel.dk.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
2 kommentarer
Der er lukket for kommentarer.