FODBOLD: Lystrup IF spiller med ryggen mod muren i den kommende weekend, hvor Aarhus Fremad er modstanderen på Risvangen Stadion. Holdet skal helst vinde over ærkerivalerne, og så er det ikke engang sikkert, at holdet rykker op på den syvendeplads, der giver ret til at spille i danmarksserien efter sommerferien.
Lystrup har 35 points på ottendepladsen. Det samme har Ringkøbing på syvendepladsen, men vestjyderne har en positiv målscorer på to, mens Lystrup har en negativ målscorer på seks.
Så hvis Lystrup vinder og Ringkøbing vinder over Vejgaard, bliver det Ringkøbing, der helt sikkert fortsætter i Danmarksserien.
Uafgjort mod Aarhus Fremad er nok, hvis samtidig Ringkøbing taber til Vejgaard, hvorimod det er rigtig skidt, hvis Lystrup taber.
Lystrups træner, Robert Sørensen, siger til hjemmesiden ligabold.dk, at han ikke var tilfreds med holdets indsats mod Skanderborg i weekenden.
“Jeg brækker mig snart i lårfede stråler over vi igen giver noget væk ligesom mod Lyseng,” siger han om kampen, som Lystrup tabte 0-1 på et mål, der blev scoret i det 82. minut.
“Personlige fejl vil altid forekomme, men vi vil åbenbart ikke lære af de fejl, som vi begår. Vi startede kampen fremragende og styrer de første 30 min. Vi er to gange alene med deres keeper, ligesom vi har tre andre chancer og burde føre 2-0. Sidste kvarter overtager Skanderborg.”
Læs artiklen på ligabold.dk her.
Kampen på lørdag starter kl. 15.00. Det gør alle kampene i den sidste spillerunde.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Eller hvis du vil have besked om alle nyheder kan du tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.