
LYSTRUP: Lystrup Futsal kvalificerede sig søndag eftermiddag den 1.marts til semifinalen i kampen om danmarksmesterskabet 2020. Det blev til en sejr på 6-2 over Aalborg på hjemmebane i Lystrup Idrætscenter.
Det betyder, at spillerne kan sætte kryds i kalenderen endnu to søndage, hvor de to semifinaler skal spil. Modstanderen bliver København Futsal, der har kvalificeret sig til semifinalerne i østkredsen.
Første kamp spilles i København i den kommende weekend, mens returkampen spilles i Lystrup Idrætscenter søndag den 15.marts.
Kampens første mål blev scoret efter to minutters spil, hvor landsholdsspilleren Jeppe Laursen sendte bolden i Aalborg Futsals mål. En anden tidligere landsholdsspiller Mike Vestergaard øgede fem minutter senere til 2-0, inden Aalborg fik reduceret.
Lystrup var på intet tidspunkt bagud i kampen, hvor fem forskellige spillere stod for scoringerne – det sidste var et selvmål. Det var udover Jeppe Laursen og Mike Vestergaard: Jakob Truelsen, Emil Hauge og Andre Christiansen.
Andre Christiansen er målmand, og han scorede på et udspark i et tomt mål.
Kampens resultat betyder, at Lystrup Futsal stadig er ubesejret i denne sæson. I puljespillet blev det til en sikker sejr med 34 points ud af 36 mulige og med en afstand ned til nummer to med seks points.
Du kan tilmelde dig Aarhus I Dag på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.