LYSTRUP: Lystrup Futsals herrehold er igen i denne sæson blandt de fire bedste i Danmark. Holdet har allerede nu – selv om turneringen ikke er færdigspillet – sikret sig adgang til årets “finalfour”-stævne i Gentofte den 4.-5. marts, hvor kampen om danmarksmesterskabet skal afgøres.
Deltagelsen i dm-finalen blev sikret, da Lystrup i den seneste spillerunde vandt 7-3 over Aalborg på udebane. Samtidig tabte den nærmeste forfølger, Lundergård IU, til topholdet Kolding IF.
Det betyder, at Lystrup har sikret sig andenpladsen i vestpuljen, fordi holdet nu har et forspring på ni points, og der er tre spillerunder tilbage. Selv om Lundergård IU teoretisk kan hente de ni points i løbet af de sidste tre runder, så er Lystrup bedst i de indbyrdes kampe mod Lundergård IU.
Lystrup er stadig ubesejret i turneringen. Spørgsmålet er nu, om Lystrup skal være nummer et eller nummer to i vestkredsen. Det afgøres, når de to tophold spiller mod hinanden i Kolding søndag den 19. februar.
Lystrup har vundet ni kampe og spillet to uafgjorte kampe indtil nu i denne sæson, og holdet er derfor stadig ubesejret.
Det bliver Lystrup og Kolding, der kommer til at repræsentere Vestdanmark ved stævnet i Gentofte den første weekend i marts, mens de to øvrige hold bliver de bedst placere hold i østkredsen.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.