Formodet indbrudstyv anholdt i Egå

Foto: Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland.

EGÅ: En 35-årig mand fra Djursland blev torsdag den 29. oktober lidt efter kl. 20.00 anholdt på Fyrrevej ved Skæring Strand og sigtet for indbrudsforsøg i en bolig, fremgår det af politiets døgnrapport fredag.

Den 35-årige mand havde forskellige former for værktøj i sin bil – bl.a. en boltsaks og en nedstryger. Det blev afsløret, da betjente undersøgte hans bil.

Desuden havde han haft handsker med, som han havde smidt fra sig – formentlig da han opdagede betjentene. Han nægtede først et kendskab til handskerne, men da betjentene oplyste, at de ville undersøge dem for dna-spor, erkendte han, at det var hans handsker.

Han forklarede, at han havde smidt dem ind under en busk, fordi han ikke skulle bruge dem mere.

Bag i bilen var også en kniv. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.

Politiet blev tilkaldt, fordi en beboer i området havde set den 35-åriges bil køre i en indkørsel til et hus, hvor beboeren vidste, at der ikke var nogle hjemme.

Beboeren gik forbi, og kontaktede derefter politiet, fordi han synes, at det var lidt mærkeligt.

En hundepatrulje fra politiet kørte til stedet, og det var politihunden, der fandt handskerne under en busk.

Ikke langt derfra kom den 35-årige ud fra et krat og ville gå hen til sin bil, men blev standset af betjentene. Han forklarede, at han havde parkeret i indkørslen for at gå en tur i området.

Egå har de seneste uger været plaget af en del indbrud. Siden midt i september er det blevet til i alt 17 indbrud i postdistriktet – senest blev der mandag den 26. oktober anmeldt et indbrud Skæring Højsagervej. (Begået i perioden fra mandag den 19. oktober kl. 16.00 og torsdag den 22. oktober kl. 16.00.)

Der er specielt området mellem Skæring Skole og Sølystskolen, der har været hårdt ramt. Her er 12 af indbruddene blev begået. De fleste af indbruddene er sket i boliger, hvor beboerne har været væk i flere dage.

Fyrrevej ligger uden for det hårdest ramte område. Vejen er en sidevej til Aastrup Strandvej ned om bugten tæt på Mindelunden.

Læs også:

Indbrudsbølge i Egå fortsætter

Bølge af indbrud i Egå

Indbrudsbølge i det nordøstlige Aarhus

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.