Den nye by med navnet Nye, der skal bygges mellem Lisbjerg og Lystrup i de kommende år, kan i den yderste konsekvens får mellem 10.000-15.000 indbyggere fremgår det af det udkast til kommuneplantillæg for første etape, som byrådet onsdag aften vedtog at sende i offentlig høring.
Det vil dog afhænge af de erfaringer, som kommunen og Tækker Group, der skal stå for udbygningen, gør sig i forbindelse med første etape. Foreløbig er det planen at bygge 650 boliger i to til fire etagers højde i området syd for Elev – to etager tæt på Elev og fire etager i det sydligste område.
Der bliver tale om et områder, hvor boligerne kommer til at ligge væsentlig tættere end i et traditionelt parcelhusområde – og lever dermed op til kommunens strategi om, at aarhusianerne skal bo tættere i nye byområder fremover.
Første etape omfatter et område på tilsammen 17,5 hektar på hjørnet ved Høvej og ved Elstedvej.
Stoppested for letbanen
Der skal placeres en ny skole i området på et tidspunkt i fremtiden. Foreløbig er det tanken at placere den i nærheden af det stoppested på letbanen, der planlægges i området.
Der er også meningen, at der skal bygges mindst tre – måske fire – daginstitutioner i Nye hver med fire børnegrupper.
Aarhus Kommune har også været i kontakt med Vejdirektoratet for at få bygget et nyt tilslutningsanlæg til motorvejen, men det har Vejdirektoratet afvist – formentlig på grund at trafiksikkerheden, da der i forvejen er tilslutningsanlæg i Lisbjerg og Lystrup. For mange tilslutningsanlæg tæt på hinanden er en trafiksikkerhedsmæssig risiko, mener Vejdirektoratet.
En ekstra vej
Derfor kan det blive nødvendigt at bygge en vej til Lisbjerg, der kan komme til at løbe parallelt med motorvejen.
Kommuneplantillægget bliver sendt i offentlig høring i løbet af kort tid, og alle har derefter otte uger til at komme med kommentarer til forslaget, der derefter skal til endelig beslutning i byrådet.
Alt afhængig af sagsbehandlingen og hvor mange kommentarer, der kommer til forslaget, kan der godt gå et halvt år før byrådet endelig vedtager kommuneplantillægget.