Fire designerstole stjålet fra tandklinik i Lystrup

Arkivfoto: Østjyllands Politi.

LYSTRUP: Østjyllands Politi efterlyser personer, der kan have set noget usædvanligt ved tandlægeklinikken på Bystævnet i Lystrup i løbet af weekenden. Der har været indbrud i klinikken, hvor fire designerstole er stjålet.

Indbruddet blev opdaget i morges, da personalet mødte på arbejde. Det blev anmeldt til politiet med det samme, og kort efter kom en patrulje forbi og undersøgte gerningsstedet for spor.

Indbruddet er sket efter fredag kl. 16.00 og blev opdaget mandag morgen den 4. maj kl. 7.30. Gerningsmændene har knust et stort vindue for at komme ind på klinikken.

“Vi hører gerne borgere i lokalområdet, der har set mistænkelige personer ved klinikken  i løbet af weekenden,” fortæller kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.