Cheffotograf har fået dronningens fortjenstmedalje

Foto: Kim Haugaard

LYSTRUP: Tidligere cheffotograf Kim Haugaard, der bor i Lystrup, har modtaget dronningens fortjenstmedalje efter 45 års arbejde på Århus Stiftstidende.

Medaljen blev overrakt i forbindelse med en julefrokost på avisen tidligere i december. Kim Haugaard, der gik på pension tidligere på året, vidste ikke noget om det på forhånd, fremgår det af en artikel på Stiften.dk

Han begyndte dog at ane, at der var noget under opsejling, da chefredaktion Jan Schouby holdte en tale, hvor han tog udgangspunkt i 1974 – det år, hvor Kim Haugaard blev ansat på avisen.

Kim Haugaard kan nu glæde sig til muligheden for at rejse til København for at takke for medaljen, når Dronning Margrethe II i løbet af den første måned i januar holder audiens. Datoerne for de første audienser i 2020 er endnu ikke fastsat.

Det vil dog ikke være første gang, at Kim Haugaard møder Dronningen. Han har ved flere lejligheder gennem årene fotograferet hende – blandt andet, når hun har opholdt sig på Marselisborg i forskellige ferier.

Du kan tilmelde dig Aarhus I Dag på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Bøger til salg her.