Buspassager sparket ned bagfra (Opdateret)

politi3En 18-årig mand blev søndag fængslet i foreløbig fire uger, fordi han er sigtet for at være en ud af tre mænd, der lørdag tæt på midnat overfaldt en 48-årig kvinde, da hun steg af en bybus på linje 2A på Sadelmagertoften i Højbjerg.

Den 48-årige blev sparket ned bagfra, hvorefter de tre gerningsmænd forsvandt med hendes taske.

De tre mænd var også med bussen, og de havde inden de alle fire steg ud verbalt forulempet den 48-årige kvinde, fremgår det af politiets døgnrapport.

Genstande fra tasken

Den 18-årige blev i forbindelse med en undersøgelse fundet i besiddelse af nogle af de genstande, der var i tasken. Derfor blev han anholdt og fremstillet i grundlovsforhør søndag formiddag.

Østjyllands Politi mangler endnu at få identificeret de to sidste gerningsmænd.

I forbindelse med røveriet har politiet udsendt et næsten enslydende signalement af de tre overfaldsmænd.

De beskrives alle som være afrikanske af udseende, cirka 20-25 år – den ene var så 18 år – 180-185 centimeter høje, dansktalende og med to-tre centimeter sort krøllet hår. Den ene af de tre mænd bar en hat eller en kasket.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.