Stadig flere medarbejdere i Aarhus Kommune får mulighed for at vælge el-cyklen, når de skal rundt i byen i embeds medfør. På et lille år har Arbejdsmarkedscenter Syd udlejet 135 el-cykler til kommunens arbejdspladser, og det er mange flere end forventet.
”Vi havde en målsætning om 40 udlejede cykler den første sæson. Vi er landet på 135 til dato, og regner med at runde de 200 cykler i 2014. Det viser, at vi virkelig har ramt en niche,” siger Jens Kaysen, chef for Arbejdsmarkedscenter Syd.
Borgere i arbejdsprøvning
El-cyklerne leveres med en fuld servicepakke, der betyder, at cykler hentes og repareres inden for en til to dage, hvis der er behov for en lapning eller andet. Det er borgere, som er i arbejdsprøvning på Arbejdsmarkedscenter Syd, der står for service og reparation.
”Der er tale om en ægte win-win. El-cyklerne er en gevinst for kommunens medarbejdere, og borgerne prøver kræfter med et praktisk fag og bliver afklarede om deres fremtid på arbejdsmarkedet,” siger Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Fordel med el-cykel
Sundhed og Omsorg er den største aftager af el-cyklerne. Hjemmehjælpere, hjemmesygeplejersker og andre, der har mange borgerbesøg i løbet af en dag, kan se en fordel i den batteri-drevne cykel. Sociale Forhold og Beskæftigelse og Borgmesterens Afdeling er også blandt lejerne.
”Jeg synes, at det er en fremragende service, som Arbejdsmarkedscenter Syd stiller til rådighed for kommunens medarbejdere. El-cyklen er et nemt, hurtigt, sundt og miljøvenligt alternativ til bilen, og jeg tager selv el-cyklen med stor fornøjelse, når jeg skal rundt til møder i byen,” siger Thomas Medom.
(Pressemeddelelse fra Aarhus Kommune)