Tyv løb med værktøjet

politi3Der var forsvundet en hel del værktøj, da der onsdag eftermiddag blev konstateret indbrud i en ejendom på Damstræde i Elsted, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport for torsdag, der først er blevet offentliggjort i dag fredag.

Tyven eller tyvene har været omhyggelige med ikke at blive hørt, da de brød ind i huset. Der var aflistet en rude i en terrassedør. Rigtig mange indbrud sker ved at en rude bliver knust.

Der manglede flere maskiner og en del håndværktøj, da ejeren fik opgjort, hvad der manglede i boligens værksted.

Der var forsvundet en boremaskine, en håndslibemaskine og en akkuboremaskine – alle af mærket Makita. Derudover manglede der en Basic skruemaskine, ligesom der var fjernet flere skruetrækkere, tænger, sav og malergrej.

Det er ikke opgjort hvor stor værdi det forsvundne værktøj og de forsvundne maskiner har.

Indbruddet blev opdaget onsdag eftermiddag, og det er sket efter kl. 21.00 tirsdag aften. Indbruddet blev anmeldt til politiet lidt før kl. 18.00 onsdag aften.