Tre mænd stjal højttaleranlæg til julekoncert

Foto: Østjyllands Politi

HJORTSHØJ: Tre unge mænd blev søndag eftermiddag anholdt efter de havde stjålet en forstærker og en højttaler, der skulle bruges i forbindelse med en udendørs julekoncert ved Hjortshøj Stationsvej, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport mandag formiddag den 30. november.

Medlemmer af Hjortshøj Kirkes menighedsråd var ved at gøre klar til koncerten, da de unge mænd hurtigt tog udstyret og forsvandt uden nogen opdagede det.

Vidner så imidlertid de tre unge mænd gå ind i en bolig i nærheden kort tid efter hændelsen.

Betjente fra Østjyllands Politi opsøgte den lejlighed, hvor de tre unge mænd på mellem 17 år og 19 år opholdte sig.

Her fandt betjentene musikudstyret, som blev leveret tilbage til menighedsrådet, så der kunne gøres klar til koncerten, fremgår det af døgnrapporten.

De tre unge mænd blev anholdt – kort før kl. 16.00 – og sigtet for tyveri. De blev taget med til afhøring på politistationen.

To af dem havde også ulovlige kanonslag, og de blev derfor også sigtet for besiddelse af ulovligt fyrværkeri.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.

Udgivet
Kategoriseret som Aarhus