36-årig kvinde truede mand på livet på Facebook

AARHUS: En 36-årig kvinde fra Aarhus blev formentlig noget overrasket, da hun torsdag middag den 22. maj fik besøg af to politibetjente, fordi hun var fremkommet med trusler på livet i en facebook-kommentar, fremgår det af politiets offentliggjorte døgnrapport fredag.

Hun havde onsdag deltaget i en debat om en offentlig kendt person, og i en kommentar skrev hun blandt andet: “Er der ikke snart nogen, der kan ramme den mand med en kugle, så vi kan slippe for ham.”

I forbindelse med afhøringen erkendte den 36-årige kvinde, at hun havde skrevet kommentaren. Men hun tilføjede, at hun ikke mente det bogstaveligt, og at det var sket i en ophedet debat.

Kommentaren blev anmeldt til politiet, og da betjentene gik, var den 36-årige kvinde sigtet for at have truet en anden person på livet.

Lokalavisen Aarhus oplyser, at truslen blev fremsat mod leder af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.