Seks købere er interesseret i Hovedbiblioteket

Seks købere har meldt sig som interesserede i at overtage hovedbiblioteket i Aarhus. Foto: Aarhus Kommune
Seks købere har meldt sig som interesserede i at overtage hovedbiblioteket i Aarhus. Foto: Aarhus Kommune

Der har meldt sig seks købere, der er interesserede i at overtage Hovedbibliotekets bygninger i Mølleparken, når biblioteket flytter ned i Dokk1 på Aarhus Havn næste år. Det stod klart efter fristen for at give tilbud på bygningerne blev overskredet onsdag den 26. februar.

I den kommende tid vil de forskellige tilbud blive vurderet, og det ventes, at et resultat er klar inden sommerferien. Der er tale om en lukket proces, hvor det ikke kommer oplysninger frem, før navnet på køberen af bygningerne bliver offentliggjort.

I forbindelse med udbuddet af bygningerne har det været et krav, at en del af bygningerne fortsat skal have offentligt tilgængelige funktioner. Desuden har der været mulighed for at foreslå nybyggeri i området.

Tilfreds med seks tilbud

“Vi er meget tilfredse med, at vi har modtaget seks tilbud på køb af den nuværende biblioteksbygning i Mølleparken,” siger projektchef Niels Vad Sørensen fra projektsekretariatet for Urban Mediaspace Aarhus, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune .

Projektsekretariatet har ansvaret for byggeriet af det nye hovedbibliotek DOKK1. Det nye multimediehus er klar til brug i foråret 2015, og udover hovedbiblioteket er det også meningen at kommunens borgerservice skal rykke ind i bygningen, der bliver på 28.000 kvadratmeter.

Cirka 18.000  kvadratmeter bliver brugt til bibliotek og borgerservice, mens det er meningen at de sidste 10.000 kvadratmeter skal lejes ud.

Bygningen får en parkeringskælder med plads til 1.000 biler i et automatisk system, hvor it sørger for, at bilerne bliver parkeret på “hylder” i kælderen, så man ikke skal gå igennem mørke betonparkeringskældre, når man skal hente eller parkere sin bil.