SKÆRING: Efter sommerferien får omkring 30 elever på 7. til 9. årgang på Skæring Skole mulighed for i undervisningen at beskæftige sig med computerspil i faget Game Design. Det sker i en form for udvidet valgfag – toning – som skolen har besluttet at tilbyde eleverne.
I faget skal eleverne arbejde med opbygning og programmering af små computerspil.
Faget vil samtidig give elevernes en udbygning af deres it-kompetencer.
Game Design blev udbudt i samarbejde med Ung i Århus (ungdomsskolen) og GameitCollege på den tekniske skole i Grenaa, der i flere år har uddannet udviklere til computerspil-industrien.
Tilslutningen til faget Game Design er så stor, at der bliver tale om at etablere to hold.
De omkring 250 elever, der efter sommerferien går på de tre klassetrin på Skæring Skole,
har netop valgt imellem en række tilbud om udvidet valgfag.
Uddannelsesparate
”Det er vores opgave at gøre eleverne uddannelsesparate, og formålet med toningen er at
give eleverne mulighed for at beskæftige sig mere med emner, hvor de har mulighed for
fordybelse – mere end den traditionelle undervisning giver mulighed for,” siger
pædagogisk leder Steffen Sax, Skæring Skole.
”Vi håber på den måde, at vi kan motivere eleverne til at give den ”en skalle” de sidste år i
folkeskolen, så de er bedre forberedt og klar til at gå i gang med en ungdomsuddannelse,
når de forlader 9. klasse.”
Idrætsfagene var som ventet topscorer, da eleverne skulle vælge valgfag. Der bliver
oprette to fodboldhold, et håndboldhold og et hold, der skal beskæftige sig med flere
forskellige former for idræt.
Samarbejde med HEI
Fodboldholdene og håndboldholdet gennemføres i samarbejde med idrætsforeningen HEI.
Desuden bliver der oprettet et musikhold, hvor eleverne blandt andet får mulighed for at
komponere deres egne elektroniske musikstykker, et hold i kost og sundhed og et hold i
kreativ design, hvor undervisningen tilrettelægges med inspiration fra tv-programmerne
”Made in Denmark”.
(Redigeret pressemeddelelse fra Skæring Skole)
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.