OPDATERET: Digteren og den tidligere politiker Yahya Hassan blev ved kl. 3.00-tiden natten til mandag anholdt og sigtet for at være den person, der søndag aften affyrede et skud mod en 17-årig mand, der blev ramt i foden, oplyser radiostationen 24-7. Han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00 tirsdag.
Han blev anholdt på en bopæl i Rønde efter en seks timer lang eftersøgning.
Skudepisoden fandt sted i butikscentret ved Rydevænget i det nordlige Hasle – postadressen er Kappelvænget – søndag aften ved kl. 21.00-tiden.
Politiet oplyste i en pressemeddelelse, at der var opstået en uoverensstemmelse mellem to personer. Der blev affyret et skud, og en af de to mænd blev kørt til behandling på sygehuset.
Et stort politiopbud var aktive i området hele aftenen.
Yahya Hassan blev efter det oplyste sigtet for kvalificeret vold ved grundlovsforhøret.
Yahya Hassan har siden nytår være impliceret i flere voldelige episoder i Aarhus-området. Han har flere gange sagt, at der er flere personer, der vil ham til livs, men han har til hensigt at forsvare sig.
På hans åbne facebook-profil har flere også skrevet trusler mod hans liv.
Der har bl.a. været en episode, hvor der opstod en brand ved indgangsdøren til den lejlighed, hvor hans forældre bor i Rydevænget.
Derudover er Yahya Hassan for nogle uger siden blevet sigtet for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.
Østjyllands Politi ønsker hverken at be- eller afkræfte, at den anholdte er Yahya Hassan, men den 17-årige, der blev ramt i foden, skriver på sin facebook-profil, at det var digteren, der affyrede skuddet. Politiet vil begære lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret, oplyses det.
Yahya Hassan opstillede som løsgænger ved folketingsvalget i juni sidste år. Han var medlem af Nationalpartiet, der forgæves forsøgte at samle underskrifter for at blive opstillet som parti til valget, men han blev smidt ud, da han tidligere på året blev sigtet for at have kørt bil påvirket af narko.
Læs også: Mand ramt af skud ved Rydevænget søndag aften
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.