Elforbruget faldt i 2015 hos NRGi’s andelshavere

Foto: NRGi
Foto: NRGi

De cirka 200.000 andelshavere i NRGi har for fjerde år i træk brugt mindre el end året forud, fremgår det af en beregning, som energiselskabet har lavet. Samlet er der sket en nedgang på fire procent siden 2012.

Således brugte andelshaverne i selskabet i alt 1.875.466 MWh i 2015 mod 1.963.745 MWh i 2012. Nedgangen svarer til det årlige forbrug i 22.000 husstande.

”Både blandt virksomheder og i private husstande er der kommet en større bevidsthed omkring overforbrug, der gør os i stand til at øjne de økonomiske og miljømæssige fordele ved at nedbringe elforbruget – også selvom vi hele tiden øger samlingen af elektronik,” forklarer energirådgiver Benny Hebsgaard fra NRGi i en pressemeddelelse.

Flere varme dage

Nedgangen skyldes ikke kun et mindre dagligt forbrug. 2014 og 2015 havde flere varme dage  end de to foregående år. Det har betydet, at andelshavere med elvarme og varmepumper har brugt mindre strøm.

Derudover skærpes kravene til strømforbruget i elektronik løbende. Det betyder, at forbrugerelektronik bliver billigere i drift.

Ifølge Benny Hebsgaard er der er stadig potentiale til at bringe forbruget længere ned.

”De østjyske virksomheder har en stor aktie i forbruget og kan gøre en enorm forskel, hvis de  nedbringer deres strømforbrug,” siger Benny Hebsgaard.

“Dernæst kan mange kommuners øgede fokus på at gøre byerne smartere ved f. eks. at udskifte gadebelysning, få en positiv afsmitning på udviklingen, og endelig vil det gøre en forskel, at vi blev endnu bedre til at slukke lys og standbystrøm.”

Kun andelshavernes forbrug

I en pressemeddelelse skriver NRGi, at det er alle forbrugere i Østjylland, der har en nedgang i forbruget. Beregningen omfatter imidlertid kun selskabets egne andelshavere. Derfor er forbruget i Randers, store del af Faverskov Kommune, Skanderborg, Brabrand og Viby ikke regnet med.

NRGi er elforsyningsselskab for 200.000 andelshavere i den største del af Aarhus Kommune, Djursland og horsensområdet.

Det samlede forbrug 2012-2015   

  • 1/1-30/11 2015: 1.875.466 MWh
  • 1/1-30/11 2014: 1.885.151 MWh
  • 1/1-30/11 2013: 1.905.202 MWh
  • 1/1-30/11 2012: 1.963.745 MWh

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Egå på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.