60-årig fængslet for butikstyveri

politiEn 60-årig mand fra Aarhus behøver ikke at bekymre sig om, hvad han skal lave i julen. Den skal han nemlig tilbringe i arresten, besluttede en dommer ved Retten i Aarhus mandag.

Han blev fængslet ved et grundlovsforhør, fordi han søndag formiddag blev taget for butikstyveri i julehandlen i et stormagasin i Aarhus.

Den 60-årige blev også taget lørdag middag i det samme stormagasin. De to gange havde han taget varer for tilsammen 17.050 kr.

Den 60-årige skal heller ikke bekymre sig om at tænde en tændstik for at sætte ild til lunten på en nytårsraket. Han er nemlig foreløbig fængslet frem til 7. januar, hvor han muligvis får en dom ved en almindelig retssag.